Hjerting Badehotels rum og faciliteter

Hjerting Badehotel bærer stadig tydeligt præg af den herskabelige og overdådige byggestil, som prægede mange større huse og bygninger i 1910’erne, men står i dag med samme lethed og ro som et klassisk dansk badehotel – nænsomt renoveret, tro mod sin historie og indrettet med nutidens blik for æstetik og funktion. Badehotellets bygning fremstår som et tidløst møde mellem fortidens storhed og nutidens enkelthed.

Badehotellets hovedbygning ligger forrest, parallelt med kyststrækningen, og rummer badehotellets primære fællesrum og stuer. Her serveres dagens måltider med udsigt til havet – i takt med dagens rytme og solens bevægelse hen over himlen. Mod sydøst, hvor solen står op, findes badehotellets hjerterum i form af køkkenstuerne. Her er der kig direkte ud til køkkenet, hvor livet summer og duftene breder sig. Det er her, man fornemmer stedets puls – hvor man opholder sig, når man vil tage del i badehotellets hverdag, som ved morgenmåltidet og frokosten.

Skub til siden

Kiosk nr. 1

Godt gemt i husets krog mod Hjertings hovedgade ligger et lille lokalt samlingssted – tidligere kaldt Ship Inn, i dag kendt som KIOSK. En lille lomme, hvor man mødes over det nære og enkle: en god kop kaffe, en lun surdejsbolle med smør og ost, dagens søde bagværk eller en kølig forfriskning. Det er her, den lokale snak går, og hvor man mødes udenfor hjemmet, når tiden er til en rolig stund eller en samtale med dem, man kender – eller dem, man endnu ikke gør.

Mod nord findes STRANDstuerne

Mod nord findes strandstuerne. Her bydes gæster indenfor i de pænere stuer med den fineste havudsigt og et særligt lysindfald. Man sidder i små stuer eller nicher, eller samles i større selskaber. Det er også her, man kan nyde en kølig drink og salte snacks i badehotellets vinbar.

Let trukket tilbage fra kysten, ligger biblioteket og pejsestuen

Her er plads til fordybelse – med en god bog, dagens avis, et brætspil eller blot lidt arbejdsro ved skrivebordet, mens brændeovnen knitrer i baggrunden. I de rolige timer om eftermiddagen kan rummet også danne ramme om Tea time – et uformelt og hyggeligt pusterum, hvor man kan nyde en stille stund med te og små lækkerier.

Skub til siden

Når huset for alvor fyldes – ved store selskaber og festlige lejligheder – tages den gamle sal i brug. Her åbner de dobbelte døre direkte mod Vesterhavet, og rummet forvandles til en elegant ramme om livets store øjeblikke.

Længst mod øst ligger husets primære indgang

Når man ankommer som rejsende, mødes man af en stor hall med højt til loftet og en varm velkomst fra badehotellets værter. Herfra fortsætter opholdet mod et af de 35 værelser eller et af de 16 gæstehuse, der omgiver hovedbygningen.

mED HAVET SOM OMDREJNINGSpunkt

Som navnet antyder, er havet selve omdrejningspunktet for Hjerting Badehotel. Uanset årstid mærkes nærheden til vandet overalt i huset – som en stille påmindelse om naturens rytme og stedets særlige ro.

Skub til siden

“Hjerting Badehotel har altid været vores andet hjem – et hus, hvor vi har været værter for høj som lav gennem mere end 20 år. Hver ny gæst, hvert genkendt ansigt, hver ankomst glæder os.”

Mie Hyttel, værtinde og medejer

Må vi holde dig opdateret om badehotellet og hverdagen ved vadehavet?

Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, vil vi dele historier fra sæsonerne på badehotellet, nye tiltag, arrangementer og glimt fra vores hverdag ved Vadehavet.