Oplev Esbjerg og Hjerting i børnehøjde. Tag på opdagelse i Legoland Billund Resortet
Børnevenlige Hjerting
Hjerting Badehotel har idelle feriehuse til familier. Der er plads til 6 personer, fordelt på fire senge og en sovesofa. Der er køkkenalrum, badeværelse samt terrasse på stueplan, og et soveværelse og værelse på 1. sal. Begge restauranter, gourmetrestauranten og brasseriet, kan benyttes af børnefamilier og har børnemenuer. Derudover udlejer vi cykler, dog kun voksencykler, og havkajaker samt petanque. Derudover har vi også spil i vores Pejsestue, så man kan sætte sig der og udfordre familien.
100 meter fra hotellet ligger stranden. Den er ekstra børnevenlig pga. de lave vande og den dejlige sandstrand. Der er også badebro og havpool, samt volleyball net og pæle til at klatre på. 200 meter længere henne af promenaden lægger Stryhns, Esbjergs kendte isbar med gammeldags isvafler og softice, samt grillmad. 500 meter fra badehotellet ligger vores lystanlæg som er en legeplads for børnene. Der findes også indkøbsmuligheder tæt på hotellet.
Esbjerg
Hjerting Badehotel ligger cirka 9 km fra Esbjerg centrum. Der er rig mulighed for at gå på opdagelse i Esbjerg centrum med shopping, museer eller byparken.
Fiskeri- og søfartsmuseet er beliggende lige ved de 4 hvide mænd - Menneske ved Havet, cirka 6 kilometer fra hotellet. Det er et yderst spændende museum - nærmere opdagelses- og legeplads for børnene, med fisk, sæler, fugle og udendørsområde. Lærerig og hyggelig for hele familien.
Varde
Tyve minutters rejse fra Badehotellet ligger handelsbyen Varde. Dette er en hyggelig by, med mulighed for lidt shopping. Ydermere ligger minibyen her. Varde Miniby er en miniature udgave af Varde i år 1866. Det er rigtigt hyggeligt at gå rundt og kigge på de små håndværksmæssige flotte bygninger og måske få sig en is.